Tigermyggen i Frankrig: hvordan genkender man den?

Indholdsfortegnelse:

Anonim

Tigermyggen er en myggeart kaldet Aedes albopictus, som tilhører Culicidae-familien. På trods af at den oprindeligt kommer fra Asien, har den formået at udvide sig til praktisk t alt alle kontinenter. Hvilke egenskaber har dette insekt?

Hvordan genkender man tigermyggen?

At forsøge at genkende tigermyggen med det blotte øje er ofte ret svært, da det er et lille insekt, der kun måler 5-10 millimeter. Din bedste chance for at adskille den fra andre arter er også at holde sig til dens kropsmønster.

Denne myggeart er kendetegnet ved dens overvejende sorte farve, med typisk hvid ornamentik på maven og brystkassen. Derudover er der en langsgående hvid linje, der strækker sig gennem hovedet og thorax.

Deres ben er også kendetegnet ved de sorte og hvide bånd, der udgør dem. Selvom denne egenskab kan forveksle dem med en anden velkendt og lige så farlig myg, Aedes aegypti.

Som i andre arter af myg, er hunnerne de eneste, der bider for at udvinde blod og få proteiner til at udvikle deres æg. Af denne grund er det muligt at differentiere dem ved snablen, en type aflang og tynd snabel, der gør det muligt for dem at trænge ind i huden og suge blod.

Oprindelse og distribution af Aedes albopictus

Tigermyggen er en art hjemmehørende i Sydøstasien. Fra slutningen af 1970'erne brød Aedes albopictus barriererne for sin oprindelige lokalitet og begyndte at sprede sig til andre kontinenter.

På mindre end 50 år har tigermyggen formået at sprede sig til alle planetens kontinenter, med den logiske undtagelse Antarktis.Det er ikke muligt at specificere, hvordan disse insekter formåede at sprede sig så hurtigt og brat, men dette fænomen har sandsynligvis været relateret til den interkontinentale transport af mennesker, planter og diverse varer.

I midten af 1980'erne var tigermyggen allerede nået til det amerikanske kontinent: Den blev opdaget i Brasilien, USA og Mexico. Et par år senere lykkes det at trænge ind i Mellemamerika og også Caribien. Allerede i slutningen af 90'erne blev insektet også identificeret i Argentina og Colombia.

Specifikt i Europa blev tigermyggen set for første gang i løbet af 2000'erne. Og i midten af 2006 havde insektet allerede spredt sig til Belgien, Spanien, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Schweiz, bl.a. andre europæiske lande.

Bekymringen for dens tilstedeværelse i Europa er steget efter et udbrud af chikungunya-epidemi-gigt, der opstod i Italien i 2007. Indtil i år var denne sygdom kun blevet diagnosticeret i tropiske lande, hvorfor fænomenet er blevet tydeligt bl.a. globalisering af infektionssygdomme.

Hvorfor er tigermyggen så skadelig?

Tigermyggen er i øjeblikket klassificeret som en af de 100 mest skadelige invasive fremmede arter i verden, ifølge listen lavet af International Union for Conservation of Nature. Dens ekspansion var hurtig og aggressiv, hvilket medførte en stigning i tropiske patologier på det europæiske kontinent og andre unormale områder.

Hovedårsagen til, at det betragtes som en trussel mod folkesundheden, ligger i, at det fungerer som en vektor for adskillige infektionssygdomme. Tigermyggen kan være vehikel til at overføre virussygdomme såsom dengue, gul feber, chikungunya og i mindre grad West Nile-virussen.

Det er også vigtigt at nævne, at det er en meget modstandsdygtig art med høj tilpasningsevne, hvilket forklarer, hvorfor den har været i stand til at overleve og formere sig i så forskellige økosystemer.

Æggene fra disse insekter er i stand til at modstå udtørring og forbliver i en slags sovende tilstand i lang tid. Ved kontakt med vand klækkes de tørrede æg og giver anledning til et stort antal larver.

Kamp og forebyggelse

Udryddelsen af tigermyggen er dyr og meget kompleks på grund af dens fantastiske reproduktionshastighed og modstanden af dens æg. Derfor er den mest effektive og levedygtige strategi til at kontrollere spredningen at investere i forebyggende foranst altninger.

Kampagner for at øge bevidstheden blandt befolkningen om enkle og daglige forebyggende foranst altninger, såsom at undgå ophobning af stillestående vand, har givet gode resultater, selvom de skal intensiveres.