Kendt for at være en af de største slanger i verden, har grønne anacondas - hjemmehørende i Sydamerika - en hemmelighed, der er værd at bemærke: de kan øve kannibalisme og spise hinanden. Hvornår og hvordan sker det? Vi vil fortælle dig om det herunder.
Karakteristik af grønne anacondas
Dens videnskabelige navn er Eunectes murinus, selvom alle kender hende som en 'anaconda'. Det er den tungeste slange i verden og kæmper 'head to head' om titlen om at være den største med den netformede python.
Selvom det kan virke farligt - og faktisk er det - er sandheden det han har ikke som ’hobby’ at angribe mennesker, medmindre det er ude af selvforsvar. Mennesker er heldigvis ikke en del af sin fødekæde, så det betragter os ikke som mad.
Grønne anacondas lever i Amazonas regnskov, netop i flodbassinerne i Sydamerika og som navnet antyder, er de mørkegrønne med sorte eller brune aftegninger over hele kroppen.
Med et lille hoved, en hævet næse og øjne til siderne kan nakken ikke differentieres fra resten af kroppen. De olfaktoriske receptorer af grønne anacondas er placeret på tungen, som det er tilfældet med alle slanger.
Fodring af grønne anacondas
Når man leder efter mad, bruger grønne anacondas meget tid i vandet. Selvom det ikke betyder, at de ikke kan gå til overfladen eller til kysten for at fange "let bytte" som capybaras, tapirer, peccaries, hjorte og gnavere. Det kan endda fodre med fisk, krybdyr, padder og æg.
Når det først opdager et bytte, er det første, det gør, at gribe det med sine stærke kæber. Derefter vikler den rundt om kroppen og udøver tryk, indtil den kvæles. Alt dette på mindre end 10 sekunder.
Selvom det menes, at det er den kraft, der udøves, der i sidste ende dræber offeret, er det den kraft, der udøves på brystkassen, der er ansvarlig for denne opgave. Byttet dør ikke på kort tid og kan ikke trække vejret.
Det er værd at bemærke, at grønne anacondas knuser eller tygger ikke deres mad, i stedet frakobler de deres kæbe for at sluge hele byttet. De kravler på den, så den kan gå ned i halsen og derefter ned i maven.
Fordøjelsen kan tage flere dage eller endda uger. I løbet af al denne tid vil slangen forblive inaktiv og hvile på en gren, som om den var i dvale.
Er grønne anacondas kannibaler?
Som med mange af dyrearterne er hunnen i tilfælde af disse krybdyr 'alfa' og derfor den med den største størrelse og levetid.
Mens kvindelige anaconda menes at være underdanige i 'forholdet', er de faktisk den dominerende, især hvad angår størrelse: de kan måle op til fem gange mere end hanner.
For at forstå seksuel kannibalisme i grønne anacondas skal vi først lære lidt om deres parring. I yngletiden - mellem april og maj - tiltrækker hunnerne hannerne, der samles omkring dem i uger.
De kan endda være omgivet af op til 15 'bejlere', der kæmper indbyrdes for at få adgang til den kvindelige cloaca og derefter inseminere den. Når der er en vinder, skal resten gå væk, og det er usandsynligt, at de finder en partner det år, på grund af den indsats, de har måttet gøre i flere dage.
Nu vides det ikke rigtigt, hvad der får hunnen til at spise hannen, men det menes, at Når han er færdig med sin 'opgave' med reproduktion, hvis han forbliver krøllet sammen med sin partner længere end tilstrækkeligt, svarer hun på en stump måde: han vil fortære ham.
En anden teori siger, at hunnen, der begynder at gestatere sine æg, har akut brug for næringsstoffer. Og da de vil faste i de syv måneder, som 'graviditeten' varer, ville de betragte hannen som en superfood inden for rækkevidde af munden.
Det sker ikke altid, men flere tilfælde af hunner, der sluger hanner efter avl, er dokumenteret. En tredje hypotese indikerer det Det er fordi de kan spise æggene, eller fordi byttet i knappe sæson er knappe, og de bliver til ’konkurrence’ for at kunne fodre sig selv.
Og tro det eller ej, grønne anakondaer er ikke de eneste, der dyrker kannibalisme. Andre eksempler er edderkopper og de bedende mantis.